Europa taler stadig ikke rigtigt med sig selv

Når jeg er i den sydlige del af Spanien, er der én ting, som stadig overrasker mig.

Jeg taler flydende spansk, så det her er ikke en klage over, at folk taler spansk i Spanien. Det skal de selvfølgelig. Det er ikke pointen. Det, der slår mig, er noget andet: selv på steder, der lever af turisme, og hvor enorme mængder udlændinge passerer igennem hvert år, føles niveauet af praktisk engelsk ofte stadig langt svagere, end man skulle tro.

Det betyder noget, fordi det peger på et større europæisk problem.

Europa kan godt lide at forestille sig sig selv som forbundet. Vi taler om det indre marked, fri bevægelighed, Erasmus, åbne grænser, europæisk identitet og samarbejde på tværs af lande. Vi taler, som om kontinentet allerede er syet sammen af institutioner og infrastruktur.

Men under alt det ligger der en enklere og mere akavet virkelighed:

Europa taler stadig ikke rigtigt med sig selv.

Pointen er ikke, at Europa har mange sprog

At Europa har mange sprog, er ikke problemet. Det er en af kontinentets store styrker.

Det egentlige problem er, at vi stadig ikke har et fælles niveau af sproglig flydendehed, som gør det let at arbejde, diskutere, bygge, overbevise, joke, forhandle og tænke sammen på tværs af grænser.

I teorien skal engelsk løse det. I praksis løser engelsk det kun delvist.

Der er enorm forskel på at have haft engelsk i skolen og på at kunne fungere sikkert på engelsk i arbejde, møder, konflikt, skrift, salg og hurtige samarbejdssituationer. En stor del af Europa kan klare sig på engelsk på et basalt niveau. En langt mindre del kan reelt lede, skabe eller konkurrere på det uden friktion.

Den friktion betyder mere, end vi indrømmer.

Kløften mellem ambition og virkelighed

Europa-Kommissionens sprogmåling fra 2024 viser en afslørende kløft. 86% af europæerne mener, at alle bør tale mindst ét andet sprog end deres modersmål, men Kommissionen siger også, at kun 59% af europæerne kan føre en samtale på mindst ét fremmedsprog, og kun 28% kan føre en samtale på mindst to. Næsten alle er enige om, at flersprogethed betyder noget. Langt færre kan faktisk fungere inde i den.

Europas sprogkløft: ambitionen er langt højere end flydendeheden

Det er den kløft, jeg hele tiden lægger mærke til i virkeligheden. Europa tror langt mere på flersprogethed, end Europa faktisk har operationaliseret flersprogethed.

Spanien er et nyttigt eksempel

Spanien gør det ekstra synligt, fordi landet er så internationalt eksponeret.

Ifølge Spaniens nationale statistikmyndighed modtog Spanien rekordhøje 93,8 millioner internationale turister i 2024. Senere sagde samme myndighed, at turismeaktiviteten udgjorde 12,6% af BNP og 12,3% af den samlede beskæftigelse i 2024.

Så når man er i Sydspanien og igen og igen møder svagt praktisk engelsk, selv i områder der er dybt eksponeret for udenlandske besøgende, så siger det noget vigtigt. Det siger, at massiv kontakt med omverdenen ikke automatisk skaber stærk fælles sprogkapacitet.

Benchmarkdata peger samme vej. I EF's English Proficiency Index for 2024 lå Spanien som nummer 36 globalt med en score på 540, som EF klassificerer som moderat niveau. På den samme side viser EF Andalusien på 526, Malaga på 545 og Sevilla på 535. Selv inde i en af Europas store turistmagter, og selv på steder der konstant håndterer besøgende, er det fælles bro-sprog stadig ikke stærkt nok til at føles ubesværet.

Igen: det her handler ikke kun om Spanien. Spanien gør bare det bredere europæiske problem tydeligt.

Svagt fællessprog skaber usynlige grænser

Vi tænker ofte på grænser som noget juridisk eller geografisk. Men svagt fællessprog skaber en anden slags grænse: en usynlig en.

Hvis dit engelsk er tøvende, er du mindre tilbøjelig til at tage ordet. Mindre tilbøjelig til at pitche. Mindre tilbøjelig til at udfordre en dårlig idé. Mindre tilbøjelig til at lyde intelligent, selv når du er intelligent. Mindre tilbøjelig til hurtigt at opbygge tillid. Mindre tilbøjelig til at blive det uformelle centrum i et team.

Det betyder, at sprogevner stille og roligt omformer, hvem der får indflydelse.

Det afgør, hvem der lyder skarp, hvem der lyder usikker, hvem der bliver misforstået, hvem der undgår at arbejde på tværs af grænser, hvem der bliver i sit hjemmemarked, hvem der bliver "international", og hvem der forbliver fanget i et lokalt marked, som måske ganske enkelt er for lille.

Europa kan godt lide at sige, at det er åbent. Men hvis store grupper af europæere ikke kan operere komfortabelt i et fælles arbejdssprog, bliver åbenheden formel snarere end reel.

Europa er mere integreret på papiret end i praksis

Det er en af de mærkelige ting ved Europa. Institutionelt er kontinentet langt mere integreret, end mange andre forstår. Kulturelt og sprogligt er det ofte langt mindre integreret, end europæere fortæller sig selv.

Vi har bygget systemer, som forudsætter samarbejde, før vi har bygget de menneskelige betingelser, der gør samarbejde let.

En founder i København burde i teorien kunne arbejde naturligt sammen med designere i Lissabon, ingeniører i Warszawa og kunder i Berlin. En journalist burde kunne følge debatter på tværs af Europa, ikke kun derhjemme. En politiker burde kunne forstå tonen i den offentlige debat i flere nabolande. En studerende burde kunne flytte ind i en ny europæisk sammenhæng uden at føle, at vedkommende er faldet ned i et helt andet mentalt univers.

Nogle gange sker det. Men alt for ofte gør det ikke.

I stedet fragmenterer Europa i nationale sprogzoner med lejlighedsvise elitebroer mellem dem.

Engelsk hjælper primært toplaget

Det, engelsk reelt har gjort, er at skabe et højt fungerende lag i det europæiske samfund, som kan samarbejde på tværs af grænser, mens alle andre stadig står i en vis afstand til det.

Hvis du er højtuddannet, online, urban, ambitiøs og professionelt mobil, åbner engelsk Europa. Du kan arbejde i tech, startups, akademia, rådgivning, design, jura eller medier og bygge relationer på tværs af lande.

Men det er ikke det samme som, at Europa bredt set taler med sig selv.

Det, vi ofte kalder europæisk samarbejde, er nogle gange i virkeligheden samarbejde blandt et flersproget øvre lag. Det betyder noget, men det er tyndere, end folk tror. Det trænger ikke altid igennem til det bredere arbejdsmarked, den bredere mediesfære, den bredere politiske debat eller den bredere offentlige forestillingsverden.

Så Europa kan se integreret ud indefra en konference, et universitet, et policy-topmøde eller en remote startup, mens det stadig føles dybt adskilt på niveauet for hverdagslivet.

Prisen er større end bekvemmelighed

Prisen er ikke kun, at møder bliver kluntede, eller at dokumenter tager længere tid at skrive.

Prisen er, at Europa forbliver mindre i folks bevidsthed, end det kunne være.

Hvis sproget vedbliver at være en kilde til forlegenhed, tøven eller asymmetri, så oplever folk ikke Europa som et fælles rum af muligheder. De oplever det som et kort over nabolande med et lag af elitesamarbejde svævende ovenover.

Det er et problem for business, ja. Men det er også et problem for demokrati, kultur og langsigtet politisk sammenhængskraft.

Man kan ikke bygge et stærkt kontinent kun gennem love og finansieringsrammer. På et tidspunkt skal folk kunne tale godt nok med hinanden til faktisk at føle sig som en del af det samme projekt.

Hvad ville hjælpe?

Europa er nok nødt til at blive langt mere seriøst omkring sprog, end vi er i dag.

Det betyder bedre engelskundervisning, selvfølgelig. Men også bedre forventninger. Bedre opbygning af selvtillid. Bedre uformel flydendehed. Bedre oversættelse. Bedre undertekster. Bedre medier på tværs af grænser. Bedre vaner for at læse og lytte uden for sit eget sprog.

Det betyder også, at man må være ærlig om forskellen mellem skoleengelsk og arbejdsengelsk.

Et kontinent, der vil samarbejde i stor skala, kan ikke behandle sprog som en kosmetisk færdighed. Det er infrastruktur.

Og måske er det den dybere pointe.

Europa har ikke kun brug for jernbaner, energinet, kapitalmarkeder, forsvarskoordinering, digitale regler og fælles institutioner.

Europa har også brug for et tykkere fælles lag af tale.

For hvis vi ikke rigtigt kan tale med hinanden, bliver vi ved med at forveksle administrativ integration med reel samhørighed.

Og de to ting er slet ikke det samme.

Kilder

Note

Turismedataene ovenfor kommer fra Spaniens officielle statistikmyndighed. Tallene for engelskniveau kommer fra Europa-Kommissionens sprogmåling fra 2024 og EF's benchmark fra 2024. EF er ikke en officiel statslig måling, så jeg bruger den her som et retningsgivende benchmark og ikke som et perfekt mål for et helt lands virkelige taleevne.